Om ejendommen
Der er tale om en større gulstensejendom, opført i 2006 på Amager, tæt på Amagerbro og selve centrum, men endnu tættere på Amagerstrand, i et tidligere erhvervsområde præget af nybyggeri, tæt på Kastrupvej og Østrigsgade.
Ejendommen er beliggende mellem to Metro-stationer, Lergravsparken og Øresund, der er derved kort til byen, men også til indkøb på det nærliggende Strandlodsvej ligesom Østrigsgade, og ikke mindst Amagerbros Holmbladsgade, der ligeledes blomstrer op med nye butikker og restauranter disse år, skønsvis bl.a. grundet Metro.
Der er tale om et tiltagende attraktivt område, tæt på både strand og by, hvor det nye integreres ved at den private byudvikling supplerer den offentlige, ved etablering af butikker, hoteller og caféer, og hvor karakteren af nybygger-kvarter efterhånden synligt ”gror sig” til et pænt og attraktivt hele.
Nærværende ejendom ligger for enden af Lergravsvej, mellem Amager Strandvej kvarteret og det ældre kvarter omkring Østrigsgade-Kastrupvej og Holmbladsgade.
Beliggenheden er ikke bare transportmæssigt attraktiv og belejlig, med ca. 500 meter til Lergravsparken Metro-station og parken af samme navn, og ca. 300 meter til Øresund Metrostation, nær vandet, men tillige et pænt og ligefrem eksklusivt fremtrædende kvarter, nu da den mudrede og skurvogns-dominerede nybygger-fase er overstået.
Beboerne kan se frem til den varme halvdel af året, hvor man kan sidde tilbagetrukket på gårdsiden og observere børnene lege, eller man kan sidde på de altaner mod vejsiden, som nu senest blev afsluttet i 2023, og følge det pulserende café-liv.
Denne, sidste del af Lergravsvej er præget af boulevard-agtige, grønne midterstykker med integrerede gangstier og grønt, og lige overfor ejendommen har en café udeservering, med siddearrangementer og parasoller.
Lergravsvej er på dette sted ikke gennemgående for biltrafik, men er forbundet med cykelsti på strandsiden af ejendommen, som følger forløbet af Metro-linjen.
Der er erhverv i denne ende af Lergravsvej, også det mere publikumsorienterede, som café, fitness og hotel, og derudover kontorer.
Som en understregelse af kvarterets mere helstøbte, og selvstændige karakter, supplerer det nærliggende Strandlodsvej med diverse erhverv, udover supermarked også café og diverse udskænkningssteder, som er integreret i de nye ejendomme.
Der er ca. 15 parkeringspladser på ejendommen, som tilhører foreningen. Ejendommen indeholder 40 boliger på 82-110 kvm.
Om foreningen
Andelsboligforeningen Øresunds Have A/B blev stiftet i 2004.